De tre europæiske stormagter, Tysklan, Frankrig og Storbritannien, har alle besluttet sig for, at Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kan blive den næste generalsekretær i Nato, skriver den tyske avis Süddeutsche Zeitung ifølge dr.dk.
Dermed er der altså endnu engang pustet liv i rygterne om, at Fogh inden længe vil forlade landet til fordel for en international karriere.
USA har stadig ikke besluttet sig, men ifølge den tyske avis vil det ikke være noget problem. Både fordi Danmark har støtte aktionerne i Irak og i Afghanistan, men også fordi, det traditionelt er europæerne, der vælger generalsekretæren, mens den militære post går til en amerikaner.
Der kan dog være andre forhindringer for Foghs kandidatur. Tyrkiet har tidligere meldt ud, at de ville nedlægge veto, blandt andet på grund af Fogs håndtering af sagen med Muhammed-tegningerne. Ifølge avisen har de dog ikke kunnet komme med et alternativt bud.