Storm sinker Republikanernes partikonvent

Stormen Isaac tvinger republikanere i USA til at udsætte partikonvent og kåring af Mitt Romney med en dag.

Den tropiske storm Isaac har meldt sin ankomst mandag, og det har fået USA's republikanere til at udskyde deres partikonvent i byen Tampa i Florida, med en dag.

På partikonventet kåres Mitt Romney som parties præsidentkandidat og Paul Ryan som hans vicepræsidentkandidat.

- Vi giver den gas 100 procent fra tirsdag, siger lederen for partiets nationalkomité, Reince Priebus, til CNN.

Det er udsigten til vindstød af orkanstyrke og mulige oversvømmelser, der har fået Det Republikanske Parti til at afkorte konventet med en dag - fra fire til tre dage.

Et partikonvent er et stort cirkus med musik, underholdning og politiske taler. Det er en vigtig arena, hvor partiets budskab kan blive spredt over hele nationen.

15.000 journalister og tv-folk følger med samtlige dage, indtil konventet i Tampa Bay Times Forum lukker og slukker torsdag. I alt 50.000 delegerede, mediefolk og gæster ventes at møde frem.

Det er samtidig en lejlighed for partifolk fra hele USA til at mødes. De mere end 2000 delegerede er udpeget under primærvalg rundt i USA's stater tidligere på året, og det er deres stemmer, som afgør, hvem der skal være partiets præsidentkandidat.

Stormen Isaac har sat et lille spørgsmålstegn ved tidspunktet for Romneys nominering som udfordrer til præsident Barack Obama.

Isaac har de seneste dage tromlet hen over Haiti og kostet mindst seks mennesker livet, og den har krydset hen over Cuba.

I de nærmeste dage vil den gå i land et eller andet sted mellem det nordvestlige Florida og New Orleans med vindstyrker på op til 160 kilometer i timen. Det vil under alle omstændigheder give kraftige vinde i Tampa.

Flere demonstranter har meldt deres ankomst til Tampa, heriblandt Occupy-bevægelsen.

Inde i konventsalen ventes Tea Party-bevægelsen, der repræsenterer den yderste højrefløj i Det Republikanske Parti, at sætte et markant præg på begivenhederne med et krav om en fuldstændig afvikling af den amerikanske velfærdsstat.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.