Vandet i Thyborøn havn er mandag morgen 1,40 meter over det normale.
- Der har været masser af problemer. Trosser, der er sprunget, og nogle skibe, som har drevet lidt rundt. Men det har været småting, lyder meldingen fra havnekontoret i Thyborøn.
DMI varsler om forhøjet vandstand i Limfjorden mellem 1,25 og 1,75 meter over det normale frem til mandag eftermiddag.
Også Falck har haft en relativt rolig nat og melder kun om småskader som blandt andet væltede træer, som Falck har rykket ud til i løbet af natten.
Stormen gav problemer for færgetrafikken allerede søndag aften, og alle færger fra Hirtshals var indstillet i løbet af natten.