En stillestående skærm og en tyst radio. Det kan blive en realitet fra 1. juni.
DR har nemlig varslet lockout af en række fagforbund, herunder Dansk Journalistforbund, Dansk Magisterforening, Djøf, Ingeniørforeningen, Bibliotekarforbundet, HK og Dansk Metal. Det skriver Fagbladet Journalisten.
Flere af de faglige organisationer har svaret igen med det våben de nu har, nemlig strejkevåbnet. Lockout betyder, at DR i princippet kan beholde de medarbejdere, man skal bruge, mens resten sendes hjem. Når de faglige organisationer trækker strejkevåbnet, så lammes DR, for så går ingen på arbejde.
Bliver man ikke enige inden første juni, udbryder der storkonflikt i DR, og en lang række udsendelser vil ikke nå ud til danskerne.
Og hvad er det så, de slås om? Ja ifølge forhandlingschef i Dansk Journalistforbund, Claus Iwersen, er der følgende fire hovedoverskrifter for uenighederne: Økonomi, fleksibilitet, sabbat og tilstedeværelse, som han siger til Journalisten.dk.