Enten er I med os eller også er I imod os, lyder meldingen fra den Internationale Cykelunion (UCI), der nu har sendt et brev til alle Pro Tour-holdene, hvor der står, at holdene ikke må stille op i etapeløbet Paris Nice i marts. Det sker fordi, at arrangørerne af Paris Nice, ASO, har undladt at udtage cykelholdet Unibet.com. Men det kan man ikke ifølge UCI’s regler. Her skal samtlige 20 Pro Tour-hold udtages til alle løb på Pro Touren. Bliver de ikke det, så stiller ingen af Pro Tour-holdene op. Sådan er reglerne, og derfor den drastiske udmelding fra UCI.
»UCI har ikke ønsket at tage den her beslutning. Vi er blevet tvunget til at tage den, på grund af ASO, der ikke respekterer reglerne. Det er en principiel sag det her. Nu skal det besluttes, om reglerne skal følges eller ikke følges,« siger UCI’s pressechef Enrico Carpani, der ikke vil sige noget om de mulige konsekvenser for Pro Tour-holdene, hvis de alligevel beslutter at stille til start i Paris-Nice.
»Der vil selvfølgelig komme nogle konsekvenser, men vi kan ikke sige det endnu. Nu afventer vi, hvad holdene gør,« siger Enrico Carpani, der samtidig har sendt UCI’s præsident, Pat McQuaid på charmetur i Californien, hvor det meste af den internationale cykelverden er samlet.
Magtbalancen kan tippe
Og Mcquaid kan let få brug for talegaverne. For ifølge Brian Holm, der er sportschef på det tyske Pro Tour-hold T-Mobile, så kan det godt ende med, at Pro Tour-holdene vender UCI ryggen.
»Vi (T-Mobile red.) har slet ikke taget stilling til det endnu, men jeg kunne godt forestille mig, at nogle hold vælger at køre. For Pro Tour’en er ikke nogen udpræget succes,« siger Brian Holm.
Hvis han får ret i det, så kan magtfordelingen i den internationale cykelverden blive vendt op og ned. Når ASO vælger at sætte hårdt mod hårdt i sagen om Paris-Nice, så ligner det en prøveklud for de større etapeløb, for eksempel Tour de France, som ASO også arrangerer. Unibet.com, som ASO altså ikke vil have til start, fordi at man ikke må reklamere for spil i Frankrig, har nemlig tidligere kørt løb i landet. Der kørte holdet bare uden reklamer på trøjerne. Hvis ASO får opbakning fra Pro Tour-holdene, så kunne man forestille sig, at arrangørerne vil tage sig flere friheder i forbindelse med andre løb. Samtidig har de italienske arrangører af Giro d’Italia og Vuelta a España givet udtryk for, at de helst vil undgå Unibet.com i deres etapéløb og arrangørerne af Giro d’Italia vil også helst have et felt uden Discovery, med den dopingmistænkte Ivan Basso på holdet.
I Californien sidder den danske sportsdirektør for T-Mobile, Brian Holm, og ærgrer sig over sagen, netop som hans hold og mange andre er ved at køre sig i form til forårets store satsning, Paris Nice. Men Brian Holm vil ikke forholde sig til, om han er blevet en brik i et større cykelpolitisk puslespil.
»Jeg kan ikke gennemskue det. Der er bare en ting, der undrer mig. Det er, at man ikke kan sætte sig ned og løse problemet. Det er ikke særlig konstruktivt at sende et brev til cykelholdene, hvor man siger, at de ikke skal køre cykelløb,« slutter Brian Holm. Det var torsdag ikke muligt at få en kommentar fra det danske Pro Tour-hold, CSC.