Social- og sundhedsassistenterne i Nordjylland er så utilfredse med deres løn, at de måske allerede fra morgenstunden tyvstarter den store konflikt blandt en række offentligt ansatte en dag før tid.
Ifølge P4 Nordjylland har man alene i Aalborg Kommune fået meldinger om 25 steder, hvor de ansatte her til morgen på faglige møder drøfter, om de allerede fra i dag skal nedlægge arbejdet.
- Nogle snakker om at nedlægge arbejdet fra klokken ni, og nogle snakker om at gøre det med øjeblikkelig virkning fra klokken syv. Og så går vi ind til stormøde på Gammeltorv (i Aalborg, red.), siger Lars Eriksen, som er talsmand for hjemmeplejens aktionsgruppe til P4 Nordjylland.
Hovedkravet fra de ansatte er en lønforhøjelse på 15 procent over de kommende år. Arbejdsgiverne har hidtil holdt fast på maksimalt at give 12,8 procent mere i løn.