I sit seneste regnskab rettede han en særlig tak til Nykredit, men næste gang skal indehaveren af Lillebælt Gruppen, 43-årige Jens Belling, nok rose sit kredit-institut i endnu stærkere vendinger. I aftes købte han det 40.000 kvadratmeter store Godsbaneareal midt i Odense af DSB Ejendomme, og dermed har han købt ind for mindst en halv milliard kroner i år.
Det sker lige her
Først købte han Hotel H.C. Andersen, så Roulunds arealer ved motorvejen sammen med L Easy-ejer Niels Thorborg, siden Slagterigrunden sammen med århusianske Frederiksbjerg Ejendomme og nu Godsbanearealet. Samtidig har hans selskab som én ud fem tilbudt at bygge og siden drive det kommende koncertcenter, som ligger klos op af hans hotel.
»Odense har det hele. Tidligere var det København og Århus, der var interessante, mens Odense ikke havde den samme projektudvikling. Nu er det i Odense, det sker,« siger Jens Belling.
Prisen for DSB-grunden ville hverken køber eller sælger i aftes oplyse, men til sammenligning solgte Danish Crown den knap så store Slagterigrund for lige under 100 millioner kroner i februar. »Jeg ser nogle rigtig, rigtig spændende muligheder i Odense, hvor både politikere og embedsmænd har givet os en meget positiv oplevelse,« siger Jens Belling, som har bemærket, at andre developmentselskaber som Keops og de Linde også har fået øje på Odense.
Grunde på fælles hænder
I aftes ville den konstituerede koncernchef i DSB, Søren Eriksen fra Kerteminde, kun oplyse, at »en lang række investorer« har været interesseret i grunden.
»Vi valgte Lillebælt Gruppen, fordi de i forvejen ejer Slagterigrunden og har fremlagt et interessant projekt for hele området, som både indeholder butikker, erhverv og boliger. Den cocktail er god for vores togprodukt,« siger Sørens Eriksen.
Også borgmester Jan Boye (K) var i aftes en glad mand.
»Nu er begge grunde på fælles hænder, og det sikrer fremdrift i hele projektet,« siger Jan Boye (K).
I seneste regnskab for familien Bellings holdingselskab er egenkapitalen gjort ekstremt forsigtigt op til knap 170 millioner kroner.
Valgte Belling at prissætte sine mange ejendomme og grunde efter markedspris, ville formuen snildt vokse med det dobbelte.
Alligevel bor Jens Beling stadig i et parcelhus vurderet til et par millioner kroner på Alrøvænget i Middelfart.