Natten til lørdag er der registreret tæt på stormende kuling flere steder i Danmark. Og selvom vinden aftager lidt i løbet af lørdagen, er der stadig godt gang i blæsten på efterårsferiens første fulde dag.
Ifølge TV 2 Vejret blev der på Anholt og ved Gniben på Sjællands Odde målt vindstød på henholdsvis 21,7 og 21,4 meter i sekundet, hvilket er meget tæt på grænsen for stormende kuling, der går ved 21,8 meter i sekundet.
Lørdag morgen advarer Vejdirektoratet om kraftig blæst på Storebæltsbroen, hvor påhængskøretøjer under 750 kilo har forbud mod at køre over. Forbuddet ventes ophævet klokken 14. Derudover advares der også om kraftig vind på Farøbroen.
Hos DMI forklarer vagthavende meteorolog Kristina Geertsen de hårde vindstød med, at Danmark netop nu ligger i et spændingsfelt mellem et højtryk over De Britiske Øer og et lavtryk over Nordskandinavien.
– Efterhånden lægger vinden sig dog noget og bliver lidt mere rolig, lyder det på vejrtjenestens hjemmeside, hvor man kan glæde sig over, at weekendvejret – på trods af blæst – holder tørt og byder på milde oktobertemperaturer.