To voldsomme vintre i træk er hård kost for de danske veje.
Kommunerne bruger nemlig hele vej-budgettet på at fjerne sne - og så er der ingen penge tilbage til at vedligeholde vejene, når sneen er væk.
Det viser en rundspørge foretaget af Berlingske Tidende.
Efterslæbet på kommunevejene er lige nu mindst 12 milliarder kroner - og det får nu FDM til at overveje, om de vigtigste veje i stedet skal vedligeholdes af staten. Det er nemlig afgørende for samfundet, at de er farbare.
"Det er ikke sikkert, at den deling, man lavede af vejene, da man nedlagde amterne, var den rigtige. Staten burde nok have overtaget nogle af de større veje," siger chefanalytiker Torben Lund Kudsk fra FDM til Newspaq.
Han understreger, at det er en vigtig opgave at holde vejene ved lige.
"Hvis en vej ikke er ordentlig vedligeholdt, så går den simpelthen i stykker, når det bliver holdt. Og så bliver reparationerne langt dyrere og mere omfattende," siger Torben Lund Kudsk.
Det er dog ikke en god løsning at overføre alle veje til staten, siger han.
"Det bliver ikke bedre af, at vil lade staten holde styr på alle mulige små veje i kommunerne. Men man skal se på ansvaret for de største veje i kommunerne," siger Torben Lund Kudsk.
FDM anbefaler i øvrigt, at der oprettes en særlig rådgivningsenhed, der skal hjælpe kommunerne med at prioritere deres opgaver med vej-vedligeholdelsen.