Østrigs nye kansler kommer til at hedde Alfred Gusenbauer og er socialdemokrat. Men han skal ikke regne med at få den mest homogene regering at arbejde med.
Tirsdag kom den store koalition mellem de østrigske socialdemokrater og de konservative i hus, men der er store uenigheder mellem de to partier om, hvordan politikken skal være. Den nye regering kommer hele tre måneder efter, at østrigerne gik til valg.
Østrigs kansler gennem seks år, den konservative Wolfgang Schüssel, blev ved valget 1. oktober lige præcis slået af socialdemokraterne.
Ud over kanslerposten indtager Socialdemokraterne undervisnings-, forsvars-, justits-, infrastruktur-, samt socialministeriet.
De konservative får udenrigs-, økonomi-, indenrigs-, finans-, sundheds-, landbrugs- og forskningsministeriet.
Tidligere har Wolfgang Schüssel dannet regering med den stærkt højreorienterede Jörg Haiders Frihedsparti, FPÖ. Efter at det magtfulde højreparti mistede en del af sin opbakning, brød Haider ud og dannede det ultranationale parti Alliancen For Østrigs Fremtid, der dog ikke har fået nær samme succes, som FPÖ engang havde.