Klaus Rifbjerg var en af Danmarks største forfattere i nyere tid og modtog et væld af priser og hædersbevisninger for sine romaner, noveller og digte.
Han fik blandt andet Nordisk Råds Litteraturpris, De Gyldne Laurbær, Modersmål-Prisen, Det danske Akademis Store Pris, ligesom han er repræsenteret i den danske kulturkanon.
Rifbjerg er uden tvivl den mest synlige og produktive danske forfatter det seneste halve århundrede.
Således udgav han alene sidste år tre bøger, som føjer sig til rækken af hen ved halvandet hundrede litterære udgivelser i praktisk taget alle genrer.
Som lyriker fik han størst anerkendelse.
- Ingen emner og ingen ord er for upoetiske til Rifbjergs poesi, som både er humoristisk robust og nervøst fintmærkende, som det hedder i karakteristikken, skrevet af Villy Sørensen i Den Store Danske Encyklopædi
I begyndelsen af 1960'erne var Rifbjergs lyrik sprogligt meget eksperimenterende og ansås for vanskeligt tilgængelig, men i 1965 viste Klaus Rifbjerg sig fra en ganske anden side, da han udsendte en af sine smukkeste og mest personlige digtsamlinger, "Amagerdigte".
Her skrev han sig tæt ind på barndommens steder og stemninger i en stil så enkel, at alle kunne læse med.
Som lyriker debuterede han i 1956 med digtsamlingen "Under Vejr med mig selv" og som romanforfatter i 1958 med "Den kroniske uskyld", der har fået status som en klassiker i dansk litteratur og pligtlæsning for mange generationer af danske gymnasieelever.
Siden har Rifbjerg fyldt godt op på hylderne i landets biblioteker med romaner som "Operaelskeren", "Arkivet", Anna (jeg) Anna", "Marts 1970", "Lena Jørgensen, Klintevej 4, 2650 Hvidovre" og mange, mange flere - fra de senere år f.eks. "Nansen og Johansen - et vintereventyr", "Esbern" og "Idræt" fra 2014.
Ikke underligt at Rifbjerg i årevis har været med i toppen blandt modtagere af biblioteksafgiften.
Han har skrevet revyer, blandt andet "Gris på gaflen" i 1962 sammen med Jesper Jensen, og manuskripterne til skelsættende film som "Weekend" fra 1962 og "Der var engang en krig" fra 1966.
Klaus Rifbjerg voksede op i et lærerhjem på Amager og studerede litteratur på Københavns Universitet.
Fra 1959 til 1963 var Rifbjerg sammen med Villy Sørensen redaktør af det litterære tidsskrift Vindrosen samtidig med, at han var kritiker ved Politiken, som han var tilknyttet fra 1959 til 1971.
I årene fra 1984 til 1992 var han direktør på landets største forlag Gyldendal.
Gennem alle årene tog Store Klaus, som han ofte blev kaldt, fra et kulturradikalt udgangspunkt ivrigt del i samfundsdebatten.
Siden han i en aktion i 1970 røg hash på Kulturministeriets trappe sammen med blandt andre Ebbe Kløvedal Reich og Jesper Jensen, har Rifbjerg været et hadeobjekt i nogle konservative kredse.
Klaus Rifbjerg var fra 1955 gift med oversætter Inge Rifbjerg.
Parret er forældre til oversætteren Lise Rifbjerg, journalisten Synne Rifbjerg og jazztrommeslageren Frands Rifbjerg.
Klaus Rifbjerg boede til sidst i en lejlighed på Nørrebro i København med udsigt over Søerne, men havde stadig et hus i Andalusien i Spanien, hvor han tilbragte en stor del af sit liv.
/ritzau/