Selvom det kan være både praktisk og økonomisk fornuftigt at bo mange i samme husstand, er det en trend, der har været i kraftigt tilbagetog de sidste ti år. Ifølge data fra Danmarks Statistik er husstande med 4 personer og derover faldet i antal de seneste ti år, mens der er blevet flere husstande med 3 personer og derunder.
Siden 2012 er der blevet 9.069 færre husstande med 4 personer eller mere, mens husstande med 3 personer eller derunder er vækstet med 267.634 husstande, viser en beregning, som ejendomsmæglerkæden Estate har lavet.
Ifølge Estate står udviklingen i kontrast til den udvikling, som i samme periode har præget størrelsen på landets boliger.
-Det er tankevækkende, at vi bygger større og større boliger, samtidig med at vi bliver færre i boligerne, siger Thomas Hovgaard.
Kilde: Danmarks Statistik, antal husstande
Han mener, at udviklingen kan føre til knaphed på mindre boliger, som efterspørgslen vil stige på, hvis der fortsat bliver flere mindre husstande.
-Børn udgør selvfølgelig en del af personerne i store husstande, men der hvor der kun er en voksen, vil der typisk også kun være en forsørger, og derfor er det klart, at mange i den situation vil foretrække en bolig, der ikke er for dyr, og det vil i mange tilfælde være en mindre bolig, siger Thomas Hovgaard.
Ifølge ham kan udviklingen med færre store husstande primært forklares med en stigende antal forliste parforhold og opbrudte familier.
-Skilsmisseraten har været nogenlunde stabil på 45 pct. de sidste ti år, men vi skal også huske på, at det ikke længere er ligeså normalt at blive gift som det var i tidligere generationer, så man kan ikke nødvendigvis aflæse alt i skilsmissestatistikken, siger Thomas Hovgaard.