Storbritannien har sendt 15 soldater, der var under 18 år gamle, i krig i Irak. Det erkender den britiske forsvarsminister, Adam Ingram, i et skriftligt svar til parlamentsmedlemmet Sarah Teather ifølge BBC.
Udsendelsen af de mindreårige soldater fandt sted i perioden mellem juni 2003 til juli 2005. Blandt de femten teenagere var fire piger.
Storbritannien tilsluttede sig i juni 2003 FN’s Børnekonvention, der blandt andet skal sikre, at mindreårige ikke bliver sendt ind i krigszoner. Ifølge forsvarsminister Adam Ingram blev de 17-årige alligevel udsendt til Irak, fordi »presset på de udstationerede enheder var stort«. Ingram understreger dog, at de 17-årige blev udsendt kort før, de rundede de magiske 18 år.
Sarah Teather er ikke tilfreds med forsvarsministerens håndtering af sagen. Hun kræver nu en officiel undskyldning.
»Så unge mennesker er ikke på nogen måde rustet mentalt og følelsesmæssigt til at se så voldsomme blodsudgydelser som i Irak i øjnene,« siger hun til BBC.