Ukrainske flygtninge i Storbritannien kan potentielt ende med at blive indlogeret i ejendomme, der er ejet af russiske oligarker.
I hvert fald siger premierminister Boris Johnson mandag, at forslaget er "noget, vi kigger på". Det skriver nyhedsbureauet AFP.
En lang række russiske oligarker er blevet ramt af sanktioner, efter at Rusland for over to uger siden invaderede Ukraine.
Udtrykket oligark bruges blandt andet om russere, der for årtier siden har tjent store formuer på at overtage statslige virksomheder billigt. Ofte har oligarkerne også på den ene eller den anden måde politisk indflydelse.
Storbritannien arbejder desuden på at indføre et program, der skal gøre det lettere for ukrainske flygtninge at finde et sted at bo i landet.
Programmet "Homes for Ukraine" kan potentielt inkludere "titusindvis" af ukrainere, der ikke har noget særligt tilknytningsforhold til Storbritannien.
Eventuelle værter vil blive tildelt 350 pund - 3100 kroner - om måneden. De skal desuden forpligte sig til at huse flygtninge i mindst et halvt år.
Demonstranter er mandag trængt ind i en luksusejendom, der er ejet af oligarken Oleg Deripaska. Den beslaglagte bygning ligger i London.
- Vi er en front, der befrier ejendomme, siger en aktivist til AFP.
- Jeg synes, at en krigsflygtning fortjener den. Det ville gøre dem i lidt bedre humør, lyder det mandag ved Deripaskas bolig.
Rusland gik ind i Ukraine natten til torsdag den 24. marts. Siden da er flere ukrainske byer blevet udsat for bombardementer.
Desuden er over 2,8 millioner ud af Ukraines 44 millioner indbyggere flygtet ud af landet. Det oplyser FN's flygtningeorganisation (UNHCR).
Over 1,7 millioner er flygtet til nabolandet Polen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.