Den franske og den britiske regering er klar til at bevæbne de syriske oprørere, selv om der ikke er enighed om det i EU.
Det siger den franske udenrigsminister, Laurent Fabius.
- Vi er nødt til at bevæge os hurtigt, siger den franske minister.
Regeringerne i Paris og London vil have fremskyndet et møde, hvor EU's våbenembargo over for Syrien skal diskuteres.
- Europæerne antages at tage dette spørgsmål op om flere uger, men vi vil sammen med briterne bede om at få fremskyndet mødet, forklarer Fabius.
Han lader forstå, at de to regeringer vil bevæbne de syriske oprørere, uanset om der skabes enighed i EU-kredsen.
/ritzau/Reuters