Mange briter er lørdag vågnet op til den varmeste nytårsdag, der nogensinde er målt i Storbritannien.
Temperaturen er målt til 16,2 grader celsius i en park i det centrale London.
Det er det højeste, termometeret nogensinde har vist den 1. januar, oplyser det britiske Meteorologisk Institut.
Den hidtil varmeste nytårsdag, der var målt i Storbritannien, var 15,6 graders varme. Det blev målt i Cornwall i det sydvestlige hjørne af England den 1. januar 1916.
Det usædvanligt varme vejr på årets første dag kommer efter en nytårsaften, hvor der mange steder i Storbritannien også blev sat nye varmerekorder for årets sidste dag.
- Det ekstremt milde vejr skyldes en strøm af varm og fugtig luft fra De Kanariske Øer længere sydpå i Atlanterhavet, lyder det fra meteorologerne.
I London måtte kulturcentret Somerset House lørdag lukke sin skøjtebane, fordi temperaturen var for høj til, at isen kunne holdes jævn.
Det varme vejr ventes dog ikke at fortsætte længe endnu. Allerede midt på ugen kan dagtemperaturen falde til omkring tre graders varme i Skotland, når koldere luftstrømme kommer ind fra nord.
De britiske meteorologer tilføjer, at 2021 som helhed endte med at blive både varmere og mere tørt end et gennemsnitligt år.
2021 vil "formentlig ende i top 20 over de varmeste år, der er registreret i Storbritannien", siden målingerne begyndte i 1884, skriver Meteorologisk Institut og tilføjer, at "vores klima bliver varmere".
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP