Storbritannien lukker landets skoler på ubestemt tid. Lukningen gælder fra fredag.
Det siger premierminister Boris Johnson på et pressemøde onsdag aften ifølge Reuters.
Dermed følger Storbritannien efter en række europæiske lande, herunder Danmark, der ligeledes har valgt at lukke skolerne for at mindske spredningen af coronavirus.
Boris Johnson og hans konservative regering har fået kritik for ikke at gøre nok under coronakrisen. Ifølge Johnson har regeringens hidtidige tiltag dog allerede mindsket spredningen af virusset.
Men onsdag har den britiske regering altså alligevel fremlagt flere tiltag i kampen mod coronasmitten.
Skolerne i landet skal, selv om de lukker, fortsat tilbyde faciliteter for udsatte børn og børn af eksempelvis læger og politi.
I Storbritannien er i alt 104 personer nu døde som følge af coronavirus. Tidligere i denne uge opfordrede premierministeren befolkningen til at blive hjemme og undgå social kontakt.
Briterne har alligevel samlet sig på pubber og restauranter imod Johnsons anbefaling. Det er blandt andet set i hovedstaden, London.
Direkte adspurgt ved pressemødet afviser Boris Johnson ikke, at der kan blive taget yderligere skridt for at mindske samlingen af mennesker i eksempelvis barer og offentlig transport.
- Vi har hele tiden sagt, at vi tager de rette skridt på de rette tidspunkter, siger Johnson.
Supermarkeder i Storbritannien har valgt selv at skride til handling. Tesco, Sainsbury's og Asda har sat begrænsning på, hvor meget kunderne må købe. Det har butikkerne Lidl og Aldi også gjort.
Det har de set sig nødsaget til, efter at hamstrende briter har tømt flere butikker helt for mad og basisvarer.
Boris Johnson har ellers understreget, at der ikke er grund til at hamstre mad, da der ikke er problemer med forsyningerne.
Men det har ikke stoppet briterne fra at købe masser af mad og andet til hjemmelagrene. I mange butikker er der kun chokoladepåskeæg og is tilbage på hylderne, skriver Reuters.
Derfor har flere supermarkeder og butikker indført egne restriktioner.
Det betyder flere af stederne, at briterne ikke må købe mere end tre varer af samme slags per kunde. Det gælder eksempelvis toiletpapir og desinficerende servietter.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters