Storbritannien er gået fra nederlag til nederlag ved VM i ishockey i Slovakiet, og onsdag fortsatte tendensen for briterne.
Efter 0-9-afklapsningen tirsdag mod Danmark, så ventede USA i gruppekampen, og her vandt amerikanerne 6-3.
Dermed kan Storbritannien indtil videre se tilbage på fire kampe, nul point og en målscore på 4-26 ved VM.
USA kom foran 1-0 i første periode, hvor Storbritannien fik udlignet med fem minutter igen. Tre amerikanske scoringer i anden periode og en enkelt fra Storbritannien betød, at der stadig var en anelse spænding i opgøret.
I tredje periode lagde USA dog ud med at score to gange, og derfor kunne Ben Davies mest af alt pynte på nederlaget med sit mål få minutter før tid.
Nederlaget placerer Storbritannien på sidstepladsen i gruppe A, hvor Danmark efter tre kampe ligger nummer fem med fem point.
USA nåede op på otte point med sejren, som rækker til andenpladsen efter Tyskland, der har 12 point.
Det blev klart senere onsdag, da tyskerne med to scoringer i løbet af kampens to sidste minutter vendte 1-2 mod Slovakiet til en 3-2-sejr.
Dermed ligger Slovakiet stadig under Danmark med tre point for en kamp mere.
I gruppe B vandt Schweiz 4-1 over Norge, som ligger sidst i gruppen efter fire nederlag og en målscore på 6-25.
Her besejrede Rusland senere Italien med hele 10-0.
/ritzau/