Storbritannien har i længere tid stået i et ubehageligt dilemma: hvor placerer man bedst muligt mindemonumentet til de tre bombeattentater, der ramte London juli 2005?
Regeringen planlagde i begyndelsen at rejse monumentet over katastrofens 52 dødsofre på Tavistock Square. Det var den plads, hvor en rød dobbeltdækker blev sprængt i luften og 13 passagerer døde. En organisation, der varetager de efterladtes interesser samt regeringen, er nu blevet enige om, at Hyde Park er det rette sted, skriver BBC.
Den store og folkelige park i London er allerede hjemsted for et monument over prinsesse Dianas død og blev valgt på grund af parkens »betydelighed, historie og centrale placering i London,« sagde kulturminister Tessa Jowell.
»Et permanent mindested vil give ofrenes familie og venner et værdigt og roligt sted at mindes. Jeg er meget taknemmelig for de berøvede familiers vedvarende involvering i planlægningen af monumentet og glad for, at det er lykkedes os at finde den rette lokalitet,« tilføjede hun.
En fond med det der svarer til over 11 millioner kroner står parat, og regeringen beder designere og landskabsarkitekter om at komme med forslag til det kommende site.