En brand i en fabrik i Lystrup ved Århus udviklede mandag eftermiddag giftig røg, der fik politiet til at advare borgerne mod at gå udenfor.
Røgen kom fra brændende PVC-plastik, og var så giftig, at politiet en overgang overvejede at evakuere borgere fra deres hjem. Det skriver Politiken.
Branden meldes nu slukket, og borgerne kan igen bevæge sig udendørs, men der lugter stadig grimt i området, oplyser flere medier.
Ifølge vagthavende hos Midt- og Østjyllands Politi har der dog ikke været gener hos mennesker, og der er ikke rapporteret om syge eller dårlige som en konsekvens af branden.