Radioen kan stå på P1 om morgenen, Radio 100FM om eftermiddagen og P4 om aftenen. Varitionen er stor, når danskerne vælger radiokanal.
Faktisk lytter danskerne til flere forskellige radiokanaler, end medieforskere før har antaget. Det viser en ny analyse, som DR Medieforskning har lavet på baggrund af TNS Gallups lyttertal for 2008.
"Vi ved nu, at DR og den kommercielle radiobranche når længere ud i befolkningen, end vi hidtil har været i stand til at måle," siger forskningschef Lars Thunø fra DR Medieforskning.
DR's dækning - det vil sige, hvor mange der lytter til DR's radiokanaler i løbet af en uge - er vokset fra 80 til 88 procent. De kommercielle stationer er gået endnu mere frem, nemlig fra 51 til 72 procent.
Analysen afslører samtidig, at danskerne ikke er så glade for radioen, som de tidligere har været. I 2008 lyttede hver dansker i gennemsnit to timer og 11 minutter til forskellige radioprogrammer hver eneste dag, mens det var to timer og 53 minutter i 2007.