En større udrykning fandt sted fredag aften, da politifolk og brandvæsenet blev kaldt ud til en drukneulykke i en sø nær Stadevej i Brabrand.
Det skete, efter Østjyllands Politi fik en anmeldelse fra flere borgere om, at en mand råbte om hjælp ude fra søen.
- Manden sad formentlig fast i noget mudder, og det var svært at få ham ind, siger Mikael Hamann, der er vagtchef ved Østjyllands Politi.
- Jeg kan fortælle, at vi har ydet hjerte-lunge-redning derude, siger han til TV2 Østjylland.
Årsagen til hjerte-lunge redningen kan han dog ikke sige, og han kan heller ikke fortælle mere om mandens tilstand.
- Han er kørt afsted med ambulance, og vi kender endnu ikke tilstanden.
Politiet fik anmeldelsen klokken 18.22, og manden var reddet op klokken 18.30. Politiet er fortsat til stede ved søen for at lave undersøgelser.
Mandens pårørende er underrettet.
Video: presse-fotos.dk