Det bliver stadigt farligere at være civil afghaner, viser nye tal, der vidner om en stigning på 39 procent i civile drab under konflikten i 2008.
En FN-rapport skønner, at militante var skyld i 55 procent af dødsfaldene, mens USA, Nato og afghanske styrker havde 39 procent på samvittigheden, skriver BBC.
Rapporten konkluderer, at antallet af dræbte civile er det højeste nogensinde.
Amerikansk ledede styrker har ellers ved flere lejligheder lovet, at man vil gøre en stor indsats for at begrænse de civile tabstal.
Det er hovedsaligt bombeangreb, der fører til civile drab. To tredjedele af de 828 dødsfald menes at skyldes luftangreb rettet mod militante.
FN-rapporten kommer netop, som en tænketank, der finansieres af den amerikanske kongres, hævdede, at USA og Nato næppe kan vinde i Afghanistan.