De danske villaer og lejligheder er blevet et slaraffenland for indbrudstyvene.
Vores nye fladskærme, bærbare computere og iPod s lokker tyvene til, og antallet af indbrud i villaer og lejligheder har været 20 procent højere i første halvdel af 2007 sammenlignet med første halvdel af 2006. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
- Det, tyvene går efter, når de bryder ind i vores hjem, det er det, vi synes, er interessant at fylde i vores hjem: Fladskærme, bærbare computere, iPod samt rede penge, smykker og guld og sølv. Vi har haft en velstandsstigning. Det nyder vi godt af, og det gør tyvene også. For der er stadig en restgruppe, der for at ligne naboerne er nødt til at købe på det sorte marked, så der er en efterspørgsel, siger konsulent Christian Skødt fra Forsikringsoplysningen og peger på, at det ikke ualmindeligt i familierne at have to-tre computere.
Antallet af indbrud er faldet i Danmark siden 2002, men sidste år steg det samlede antal af indbrud med 4,4 procent. Der blev stjålet for knap 600 millioner kroner fra de private, danske hjem.
- Vi går stærkt ud fra, at med det meget grimme første halve år, vi nu har set, så er der desværre en højrisiko for, at vi også løber op over sidste års udbetalinger erstatningsmæssigt, siger Christian Skødt.