Hjælpeorganisationen Blå Kors blev på det nærmeste lagt ned, da den i denne uge åbnede for ansøgninger om julehjælp
Bare få minutter efter, at økonomisk trængte familier kunne sende deres ansøgninger om hjælp til julemad og gaver afsted, tikkede de første ansøgninger ind. I løbet af det første døgn har Blå Kors Danmark modtaget 3.600 ansøgninger om julehjælp.
Det er 20 procent flere end i 2023, som allerede dengang var rekordmange, fortæller generalsekretær Morten Skov Mogensen:
– Det er en voldsom stigning, vi oplever, og det er stærkt bekymrede, at så mange ser sig nødsaget til at sidde klar for at søge om julehjælp. Det vidner om, hvor pressede mange familier er økonomisk.
– Mens det for mange handler om Halloween og udklædning i øjeblikket, så er der familier, som allerede nu er bekymrede for julen. De er bekymrede for, hvordan de skal få det hele til at hænge sammen, og de håber, at de kan få hjælp til at skabe en god jul for deres børn, fortsætter han.
Blå Kors Danmark uddeler julehjælp til familier, hvor forældrene er på overførselsindkomst og har hjemmeboende børn under 18 år. Julehjælpen består af et gavekort på 700 kroner til dagligvarekæden Lidl.
I 2023 søgte 18.426 familier om julehjælp gennem Blå Kors, hvilket er 52 procent flere end i 2022 og dermed det højeste antal ansøgninger nogensinde.
Med de mange ansøgninger i løbet af det første døgn, tyder det på, at der igen i år kommer mange ansøgninger om julehjælp. Derfor håber generalsekretær Morten Skov Mogensen, at flere virksomheder, fonde og private vil støtte julehjælpen, så endnu flere familier kan få hjælp til julen.
– Vi vil gerne kunne hjælpe så mange familier som muligt, men det er ingen hemmelighed, at det bliver svært, hvis vi får lige så mange ansøgninger som de seneste par år. Vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, så vi kan samle flere penge ind. Alle beløb tæller i den sammenhæng. Intet er for småt.
Sidste frist for at søge om julehjælp hos Blå Kors Danmark er den 21. november kl. 12.