Selv om revypublikummet i Danmark traditionelt er et voksent publikum, så kan revyen jo godt være moderne.
Det er de i den grad i Sønderborg Sommer Revy Show, hvor revyen og den nye chef, Jeff Ace Schjerlund, har gjort lidt af et scoop i bestræbelserne på at blive en grøn revy.
Det afslører Jeff Ace Schjerlund i et opslag på Instagram.
- Det er for vildt. Søren Le Schmidt designer kostumer til Sønderborg Sommer Revy Show, indleder den nybagte direktør.
Han fortsætter.
- Sønderborg Sommer Revy Show vil være Danmarks første bæredygtige revy. Så det er med kæmpe glæde, at vi har indgået dette helt unikke samarbejde med Søren.
- Søren er en stor international dansk designer, kendt for at designe til de kongelige og "Vild med dans"! At han nu skal designe tøj til revyen er det vildeste scoop. Men da jeg ringede til ham, sagde han “selvfølgelig” ja - uden tøven.
Designeren selv er også glad for opgaven, fremgår det af opslaget.
- Jeg er meget begejstret over at skulle udvikle tøj til Sønderborg Sommer Revy Show. Jeg har gennemgået arkivet og udvalgt genstande, der ikke kun passer til de pågældende personligheder på scenen, men som efter min mening også harmonerer med den unikke stemning og atmosfære, jeg fornemmer, revyen ønsker at formidle, siger Søren Le Schmidt.
Sønderborg Sommer Revy Show 2025 er sat til have premiere den 23. Maj 2025.