Danmarks næststørste revy får i 2023 nyt navn, selv om nyt måske er lige i overkanten.
Nykøbing Falster Revyen vender nemlig tilbage til et godt gammelt og velkendt navn, når man fra 2023 igen hedder "Revykøbing".
Helt nøjagtigt bliver navnet fremadrettet Revykøbing – Nykøbing Falster Revyen.
I en pressemeddelelse skriver revydirektør Mickey Pless.
- Volmer Sørensen havde fat i noget.
- I 2022 fejrede vi revyens 110-års jubilæum og nu er startskuddet gået til de næste 110 år.
- I den forbindelse er revyens logo nu blevet ændret en smule, så vi nu byder velkommen til Revykøbing – Nykøbing Falster Revyen. En revy – en by – og et navn, som rigtig mange af vores gæster stadigvæk kan huske og ved, at i Revykøbing, der får man underholdning i topklasse – fra øverste hylde.
Mickey Pless og revyen vender dermed tilbage til det velkendte navn, der tilbage i 70'erne havde Volmer Sørensen til at styre løjerne i Nykøbing Falster og han fandt på det velklingende Revykøbing.
Revykøbing - Nykøbing Falster Revyen kunne samtidig også præsentere holdet, der i 2023 skal føre de stolte traditioner videre på scenen.
Rasmus Krogsgaard er med for ottende gang, ligesom der også er genvalg til Troels Malling og Årets Revyskuespiller Bente Eskesen.
Derudover vender Lisbeth Kjærulff tilbage til Revykøbing efter nogle års pause, og så er der også blevet plads til humørbomben Karen-Marie Lillelund.