Hvad byder man uventede gæster.
For de 12 mænd og en enkelt kvinde, der tidligere i dag fik besøg af politiet var det nok ikke lige spørgsmålet.
De blev nemlig alle sammen anholdt som led i en større politiaktion, hvor ordensmagten slog til mod en række adresser på Sjælland, primært i København.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
De anholdte havde ifølge politiet relation til organiseret og omfattende indsmugling og handel med op til 200 kilo kokain.
Aktionen blev foretaget af Særlig Efterforskning Øst (SEØ) og fandt sted omkring klokken 10 i formiddags, hvor der blev slået til mod 20 adresser i København, en enkelt i Nordsjælland og en på Københavns vestegn.
De anholdte er i alderen 20 til 56 år, fortæller politiet i pressemeddelelsen.
Anholdelserne sker på baggrund af længere efterforskning, og de trækker ifølge politiet tråde til andre tidligere sager, hvor der blandt andet er blevet beslaglagt cirka 20 millioner kroner, en større mængde kokain og skydevåben.
Seks personer er allerede dømt samlet 27 års fængsel, mens andre afventer dom.
I koordination med dagens aktion har spansk politi anholdt to mænd på 34 og 38 år på den spanske sydkyst. De to mænd er danske statsborgere og relateret til rocker-grupperinger. De begæres udleveret til Danmark.
I forbindelse med dagens aktion er der blevet beslaglagt en større mængde kokain og heroin og et større kontantbeløb, oplyser politiet.
- Efterforskningen har været omfattende og minutiøs og er gennemført i et meget velorganiseret kriminelt miljø, hvor man har distribueret store mængder kokain ud på det danske marked. Analyser af de tidligere efterforskninger og et tæt samarbejde med Europol har tegnet billedet af denne sag og organisationen bag, siger vicepolitiinspektør Torben Henriksen fra SEØ i pressemeddelelsen.
De anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør onsdag den 29. september i Københavns Byret med krav om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.
Politiet oplyser, at de ikke kan udelukke, at der vil blive anholdt yderligere personer i sagen.