Skrevet af Pelle Ammundsen, peam@avisen.dk
Selv om tidligere næstformand i LO Tine Aurvig-Huggenberger angiveligt kræver omkring seks millioner kroner i pension fra LO, skal hun ikke regne med at blive forgyldt af sin tidligere arbejdsgiver.
- Vores regler om pension er helt klare og de betyder, at vores tidligere næstformand ikke har ret til yderligere pension fra LO. Det hersker der ingen tvivl om, siger sekretariatschef Finn Larsen.
Den udmelding er baglandet godt tilfreds med.
- Af en eller anden mærkelig årsag havde cheferne i gamle dage ikke dårlig samvittighed over at lave de her lukrative aftaler. Hvis hun skal have så mange penge, er det et levn fra dengang og fuldstændig ude af trit med, hvad der er rimeligt, siger formand for 3F i Kolding, Flemming Bondebjerg.
3F er et af de 17 fagforbund, der sammen kæmper for deres medlemmers vilkår i LO.