Når danskerne skal til valgurnerne for at stemme til Folketingsvalget, vil en stor del af dem, der ved sidste valg stemte på Liberal Alliance, højst sandsynligt sætte deres kryds et andet sted.
Det viser en ny analyse, som Kasper Møller Hansen, valgforsker og professor ved Københavns Universitet, har lavet for Altinget.
Ifølge den nye analyse vil mere end 105.000 af Liberal Alliances vælgere fra sidste valg formentlig stemme på et andet parti eller blive hjemme i sofaen.
Ifølge Kasper Møller Hansen startede nedturen for Liberal Alliance i forbindelse med dannelsen af VLAK-regeringen, hvor Liberal Alliance gik i regering.
- Det har betydet, at Liberal Alliance ikke har kunnet tale dunder mod skatter og lignende i samme grad som før, for nu er de en del af regeringsholdet, siger professor Kasper Møller Hansen til Altinget.
V og K lukrerer på LA-tilbagegang
Det er især regeringskollegerne Venstre og Konservative, der profiterer på Liberal Alliances nedtur.
De to partier har ifølge den nye analyse hentet henholdsvis 25.266 og 21.055 tidligere LA-vælgere siden folketingsvalget.
Men det er muligvis heller ikke overraskende, hvis man ser på, hvor Liberal Alliance tidligere har fået sine vælgere fra
- Det er også de to partier, hvor LA’s vælgere kommer fra”, siger Kasper Møller Hansen.
Foruden de to regeringspartier mister Liberal Alliance også en del vælgere til partiet Nye Borgerlige, der indtil videre er lykkedes med at fiske mere end 25.000 LA-vælgere.