En ny opgørelse viser, at Region Hovedstaden er på rette vej, når det gælder antallet af praktikpladser inden for håndværk.
Det skriver TV 2/Lorry.
Således vurderer Dansk Byggeri, at der i indeværende år vil være 20 procent flere pladser til håndværkerelever i regionen sammenlignet med 2017.
Antallet af elever i praktik er steget siden 2014, og det er der en grund til:
- Det er blevet acceptabelt, at man går på erhvervsskolerne i stedet for, at man ryger direkte i gymnasiet ligesom alle ens venner. Og så skyldes det, at virksomhederne tager det ansvar og stiller lærepladser til rådighed, siger Mads Raaschou, formand for Dansk Byggeri Hovedstaden, og tilføjer:
- Det er rigtigt dejligt, sådan at vi ikke kun får skolepraktik-uddannede elever, som så skal have hele deres uddannelse kun på de tekniske skoler
Ifølge Mads Raaschou er det en nødvendig udvikling. Om fem år skal der bruges op mod 12.000 ansatte ekstra ansatte i byggebranchen.
- Hvis ikke vi skal have dem fra udlandet, bliver vi nødt til at tage ansvaret i Danmark, og få uddannet de unge mennsker, siger han til tv-stationen.
Mads Raaschou ejer Raaschou Snedkeri ApS på Markstykkevej i Rødovre, og han har i øjeblikket 14 elever ansat.