I Indonesien fortsætter eftersøgningen efter overlevende fra den indonesisk færge, der torsdag brød i brand i Jakarta-bugten 80 kilometer fra Jakarta. Mindst 16 passagerer omkom i branden, og 17 personer meldes savnet, men der er frygt for at tallene er langt højere. De indonesiske myndigheder frygter nemlig, at der var flere passagerer ombord på færgen end de 307, som var registreret. Det er nemlig normalt i Indonesien, at færger medbringer langt flere passagerer end anført på passagerlisten, skriver BBC.
Fire skibe fra den indonesiske flåde sejler rundt i området, hvor færgen brød i brand, og leder efter eventuelle overlevende.
Færger er et populært og billigt transportmiddel i Indonesien, som udgøres af godt 17.000 øer. Sikkerheden på færgerne er dog ringe, og ofte sker der ulykker. I slutningen af december kæntrede en færge med 600 passagerer ud for Javas kyst og mindst 300 omkom.
Den indonesiske præsident Susilo Bambang Yudhoyono nedsatte for nylig en ekspertgruppe, der skal undersøge sikkerheden på landets færger.