De danske mestre fra FC København er videre i pokalturneringen efter 2-0 ude over Næstved fra 1. division.
Men desværre for Næstved var det tilskuerballade
både før og under kampen, der tiltrak den største opmærksomhed på
Næstved Stadion. Indenfor kridtstregerne gjorde de halvprofesionelle
sydsjællandere nemlig en rigtig god figur mod de højtbetalte
københavnere.
Ved hjælp af ihærdig fight, god fysik og høj
moral lykkedes det Næstved at holde liv i spændingen til langt ind i
anden halvleg. Efter 0-0 ved pausen bragte brasilianske Ailton gæsterne
på 1-0 efter godt ti minutter i anden halvleg. Hans landsmand, Junior,
der spillede sin første kamp af betydning for mestrene, spillede
fornemt Ailton fri med en dyb aflevering, som Ailton udnyttede sikkert.
Hvis størstedelen af de godt 3.000 tilskuere, der ikke havde
travlt med vold og ballade, havde regnet med at scoringen ville knække
hjemmeholdet, tog de fejl. Næstved kæmpede heroisk videre og spillede
deres chance.
Men FCK var alligevel en klasse bedre. Og det var
da helt fortjent, da kampens store oplevelse, Junior, med godt ti
minutter igen bankede FCK på 2-0 via overliggeren. Første mål i første
kamp for den farverige brasilianer lover godt for underholdningen, når
Superligaen starter senere på måneder.
Og forhåbentlig bliver Superligaen uden de idioter, der først og fremmest tog på Næstved Stadion for at dele tørre tæsk ud.