Der udbrød torsdag aften brand i en træpillefabrik i Vildbjerg, der ligger mellem Herning og Holstebro. Omkring 30 brandfolk har natten igennem kæmpet med at slukke den genstridige brand, som har fået fat i cirka 8000 tons træpiller.
Og indsatsen fortsætter de næste dage, for det kommer til at tage en rum tid at få bugt med branden, lyder meldingen fra Brand & Redning MidtVest, der står for slukningen.
- Vi er slet ikke færdige. Det kommer til at tage flere dage at slukke. Lige nu forventer vi, at det vil tage tre dage, siger indsatsleder Peter Kristensen til TV Midtvest.
Mange mennesker er i disse dage samlet til det store fodboldstævne Vildbjerg Cup, der afvikles i nærheden, og selv om røgen indimellem driver ind over campingområdet, er der ingen umiddelbar fare. Folk opfordres dog til at holde sig væk fra røgen og ikke opholde sig i den.