Viktor Axelsen og kollegaen Anders Antonsen må til lommerne for at betale en bøde.
De to badminton-stjerner meldte afbud til DM i badminton i 2021.
Derfor er de nu begge idømt en bøde af Badminton Danmark på 25.000 kroner til hver.
Det skriver TV 2 Sport.
Anders Antonsen har afsløret sagen i en video på Youtube og Badminton Danmark bekræfter over for TV 2 Sport, at de to stjernespillere må have pungen op af lommen.
Gennem deres landsholdsaftaler var begge nemlig forpligtet til at stille op til DM i Esbjerg, medmindre de var syge eller skadede.
Axelsen og Antonsen begrundede deres afbud med fysisk og mental udbrændthed, efter at de kort forinden havde været til OL i Tokyo.
Det var sådan set også fint nok, men altså ikke nok til, at de to undgår hver en bøde.
- Vi har forpligtelse til at handle og sanktionere, når man bryder den kollektive landsholdsaftale.
- Spillerne forventer jo også den anden vej, at vi overholder vores del af aftalen. Så hvis ikke der er særlige omstændigheder, så skal man møde op og spille DM, siger direktør i Badminton Danmark Bo Jensen til TV2 Sport.
Viktor Axelsen har siden DM meldt sig ud af landsholdstræningen og er flyttet til Dubai. Han er dermed ikke længere forpligtet til at spille DM.