Nu ryger de største chokoladebarer ud. Fødevaregiganten Nestle har fjernet kingsize-udgaver af Lion Bar og Kit Kat fra supermarkeder som virksomhedens helt eget initiativ for at hjælpe de cirka 400.000 svært overvægtige danskere. Siden 1887 er antallet af mennesker, der vejer for meget, steget med 75 procent.
»Vi tager vores ansvar for, at danske familier og børn bliver overvægtige. Og prøver på denne måde at få folk til at spise mindre,« siger Anne Borghegn, Nordic Marketing Manager for Nestle.
Udmeldingen giver dønninger i chokoladebranchen.
Selv Toms Chokolade, der er størst på det danske chokolademarked, overvejer at gå ned i størrelse.
»Det har vi overvejet seriøst. Men hvad gør det, at vi stopper med at sælge store chokoladebarer, hvis forbrugerne bare køber tre-fire af de mindre,« siger direktør Jesper Møller.
Hånd i pendulfart
Senest har en dansk undersøgelse af biografture for 104 børn mellem 11 og 15 år vist, at jo mere sodavand, slik og popcorn børn får – jo mere spiser de. Tilsvarende undersøgelse er lavet på alt fra pasta til bagels
»Vi har en tendens til at spise op, ligegyldigt hvor store portionerne er. Det gælder især, når vi spiser automatisk, som når vi ser film, hvor hånden går i pendulfart til slikposen,« siger Anja Biltoft-Jensen fra Fødevareinstituttet.
Hun har lavet undersøgelsen, der viste, at børn i snit drak 235 milliliter sodavand og spiste 18 gram popcorn, 121 gram slik og 35 gram chokolade mens de sad i biografen. Den største menu i biograffen var 1,8 liter sodavand og 6,5 liter popcorn.
Mindst tre andre producenter står klar for at ændre pakkestørrelserne på alt fra chips til færdigretter, siger brancheforeningen Fødevareindustrien. Branchen har taget emnet med mindre pakker op i et idekatelog om ernæring.
»Vi ser på pakkestørrelser og indhold af sukker, salt og fedt i varerne. I det hele taler vi gerne med detailhandelen om fedme,« siger branchedirektør Ole Linnet Juul for Fødevareindustrien.
Detailhandelen hos Coop og Danske Erhverv vil meget gerne være med til et fedmemøde med industrien.
Fødevareinstituttet mener dog ikke, at fødevarefabrikkerne rykker sig mange kalorier:
»De er ikke for alvor in-teresseret i at gøre noget ved fedmen. Sandheden er jo, at mange laver stadig større pakker,« siger Anja Biltoft-Jensen.