I årevis har hun fortalt danskerne om slud og sol og alt det ind imellem som fast vært på TV2 Vejret. Men det slutter nu, Sara Maria Franck-Mærkedahl har valgt at opsige sit job.
Det skriver hun på LinkedIn.
– Jeg går freelance…. Efter flere år som fastansat hos TV2, har jeg besluttet at opsige min stilling, og bliver fra 1. marts freelance, lyder det blandt andet.
Og hendes nye arbejdsliv spænder vidt:
– Skulle du stå og mangle en moderator, konferencier, en vært, en foredragsholder, kommunikator eller i andre sammenhænge se et samarbejde med mig, så skal du være hjertens velkommen til at kontakte mig, lyder det.
Ud over at være TV-vært, har 42-årige Sara Maria Franck-Mærkedahl også vist andre talenter på skærmen. For eksempel, da hun sammen med Silas Holst dansede sig til sejren i ”Vild med dans” i 2014.
Privat danner hun par med skuespilleren Nikolaj Kopernikus.