Det kan være vigtigt, at håret sidder rigtigt. Og det gælder også, selvom håret måske er blevet lidt tyndere og mere gråt.
Men i Grindsted kan de ældre ikke længere få håret sat op med curlere. Da Grindsted Kommune blev slugt af Billund ved kommunesammenlægningen 1. januar, mistede hjemmehjælperne i Grindsted retten til at sætte de ældres hår.
Dermed sparer Billund Kommune en kvart million.
Velvære og identitet
Men det betyder meget for de ældre at kunne få sat håret, mener sygeplejerske og leder af plejecenteret Mødestedet i Grindsted, Ingelise Jensen:
- Det handler om velvære og identitet. Vi er helt inde ved benet her. Det er et spørgsmål om politik, siger Ingelise Jensen til P4 Trekanten.
Formanden for social- og sundhedsudvalget i Billund Kommune, Laurits Heick (V), understreger, at de ældre stadig kan få tørret håret.
En række frivillige er nu gået sammen og tilbyder de ældre at rulle deres hår for 20 kroner.