EU-Kommissionen præsenterer i dag et nyt direktiv om såkaldt kædeansvar. Loven skal rette op på problemer med social dumping og unfair konkurrence, som har ramt mange medlemslande.
Det skriver Fagbladet 3F.
Emilie Turunen (SF) er et af medlemmerne af EU-parlamentet, som har kæmpet for direktivet. Hun glæder sig over, at kommissionen nu rører på sig.
"Selv om direktivforslaget kan være relevant for hele det europæiske arbejdsmarked, så gælder det kun for byggebranchen. Men det er en lille revolution. Direktivet vil ud over den stærke forpligtigelse også styrke samarbejdet mellem myndighederne på tværs af landegrænser," siger hun til Fagbladet 3F.
Lønmodtagerorganisationerne i den danske byggebranche byder også det nye direktiv velkommen. Det er da også i byggebranchen, at 80 procent af problemerne med social dumping findes.
"Det frie marked er domineret af anarki og lovløshed. Direktivet skal udbygge samarbejdet mellem myndighederne i EU-landene og placere ansvaret økonomisk for overtrædelser af lovgivning og overenskomster," siger Gunde Odgaard fra BAT-kartellet til Fagbladet 3F.
Han mener, at direktivet også vil virke forebyggende og blot føje en ekstra pind til den liste, bygherrer og hvervgivere i forvejen opstiller, når de skal sikre sig mod useriøse firmaer.
Kilde: Fagbladet 3F