Af Simon Andersen, chefredaktør
Smag på ordet mangfoldighed – det hænger mig langt ud i halsen.
Byen med de forfærdelige bosteder, de pinligt nedslidte vuggestuer, de trøstesløse plejehjem – ja, jeg taler om København – har i al sin vished investeret 23 millioner surt sammensparede skatteyderkroner på et såkaldt homo-OL, World Outgames, i en eller anden forvisning om, at det er godt for København at alverdens homoseksuelle samles i vores hovedstad.
Bøsser, lesbiske, arabere, vietnamesere, danskere, malere, reklamefolk; alle er hjerteligt velkomne i vores hovedstad, det giver liv og gør byen sjov – men sniksnakken om, at mangfoldighed og mange indbyggere fra den såkaldte kreative klasse skulle giver kroner i kassen, er for længst skudt ned.
Man kunne ønske, at Københavns politikere brugte deres kræfter på at forbedre vuggestuer og skoler, så enhver med fast indtægt ikke løber skrigende ud af byen. Dansende mænd i lyserødt gør det desværre ikke alene.
Og kunne man så ikke have ansat et professionelt menneske til at lede homo-OL. Den radikale Uffe Elbæks projektmageri kommer aldrig til at gøre nogen positiv forskel for København.