Norges statsminister, Jens Stoltenberg, siger i en redegørelse til Stortinget, at der blev begået fejl den 22. juli sidste år, og han beklager, at det ikke lykkedes at bremse Anders Behring Breivik, inden han dræbte 77 mennesker.
- Grubbegata burde være lukket. Det var den ikke. Gerningsmanden kunne have været blevet standset tidligere. Det blev han ikke. Flere sikrings- og beredskabstiltag burde have været iværksat. Det skete ikke. Dette beklager jeg, siger Stoltenberg.
Grubbegata fører ind i regeringskvarteret, hvor Breivik detonerede en bombe og dræbte otte.
Statsministeren er i Stortinget for at kommentere den sønderlemmende kritik, der blev rettet mod politiet og myndighederne i den såkaldte 22. juli-rapport, der blev offentliggjort tidligere på måneden.
Han erkender, at kommissionsundersøgelsen har afdækket fejl, mangler, utilstrækkeligheder, systemsvigt og konkrete fejlvurderinger både før og under den 22. juli sidste år.
- Der blev truffet rigtige valg både den 22. juli og før. Men der blev også taget forkerte beslutninger. Og rigtige beslutninger blev ikke gennemført hurtigt nok.
Han konstaterer, at man aldrig kan rette fortidens fejl.
- Derimod kan vi lære af fortiden, erkende at vi tog fejl og gøre det, der må til, for at skabe en tryggere fremtid, siger han.
Han vil blandt andet have et bedre helikopterberedskab.
Mange har kritiseret politiet for, at de ikke havde helikoptere til at sætte ind, da Breivik i en lille time gik rundt på Utøya og myrdede 69 mennesker.
Kilde: NTB