Den britiske Tour-favorit Chris Froome (Sky) kunne tirsdag glæde sig over, at han har kørt 50 dage i den gule førertrøje i Tour de France.
Det stod klart, da han krydsede målstregen i Bergerac på 10. etape af løbet.
- Jeg har lige fået at vide, at da jeg krydsede målstregen, så har jeg kørt 50 dage i gult ligesom Jacques Anquetil.
- Det er en stor, stor ære, men det vil helt sikkert være endnu bedre, hvis jeg kan holde trøjen helt til Paris, siger Froome ifølge AFP.
Briten kørte 14 dage i gult i 2013, 16 dage i 2015 og 14 dage i fjor, før han tog førertrøjen for seks dage siden i dette års Tour de France.
Hvis Chris Froome holder trøjen helt frem til og med sidste etape i Paris og vinder løbet, så vil han passere Miguel Indurain, der i sin karriere kørte i gult i 60 dage i alt.
Det er den tredjebedste bedrift i løbets historie.
Froome kan dog stadig kigge langt efter både Bernard Hinault og Eddy Merckx.
Hinault bar den gule førertrøje i 75 dage i alt i sin karriere, mens Merckx nåede op på 96 dage, som er rekord.
/ritzau/