Politiet i Århus gjorde store fund af narko, da en technofest i Århus-forstaden Lystrup blev lukket natten til lørdag.
Technomusikken bragede løs fra nogle nedlagte fabriksbygninger i Lystrup, da politiet blev tilkaldt omkring klokken et lørdag nat. Musikken spillede med strøm fra to generatorer, og en interimistisk bar med dåseøl var stablet op i bygningerne. Udenfor stod en gruppe unge, og syv fik konfiskeret små mængder narko af politiet.
Festen blev herefter lukket, men da techno-gæsterne var gået, fandt politiet store mængder narkotika, som var blevet efterladt i bygningen. Blandt andet tre ampuler med brun herion, 22 gram amfetemin i små poser, 100 gram hash og mindst 30 tomme poser med spor af amfetemin blev samlet sammen af politiet. Desuden blev der fundet 60 ampuler med kulsyre, som ifølge politiet sluges for at få et kortvarigt grineflip.
»Det er temmelig meget narkotika for en så relativ lille fest,« siger vagthavende Morten Bujakewitz fra Århus Politi til DNY.
Politiet talte til 40 gæster, men der var formentlig flere, og selv om festen foregik i Århus var der unge fra både Skanderborg, Silkeborg, Randers og Struer.
De fleste var mellem 18-22 år, mens et par enkelte var i 30 års-alderen og kendt i narkomiljøet i Århus.