Sundhedsreformen har indtil videre været et langt sejt træk for USAs præsident Barack Obama, der har mødt massiv kritik hos den amerikanske befolkning.
Men nu ser det ud til at lysne lidt for det amerikanske statsoverhoved.
En ny meningsmåling fra Reuters/Ipsos viser nemlig, at flere af amerikanerne er blevet positive overfor sundhedsreformen, efter Højesteret torsdag slog fast, at den ikke strider mod forfatningen.
Blandt alle registrerede vælgere er der sket en stigning på fem procent, siden Højesteret afsagde dommen. Dermed er opbakningen til Obamas reform nu oppe på 48 procent, hvilket dog betyder, at flertallet fortsat er imod.
Blandt uafhængige vælgere vil 38 procent i dag stemme ja til reformen. Få dage før Højesteretsdommen var det tal kun 27 procent - altså en stigning på 11 procentpoint.
Hos de republikanske vælgere er modstanden fortsat stor, men også der er der en mere positiv stemning at spore. 81 procent er imod reformen - før højesteretsdommen var det 86 procent.
- Det er en sejr for Obama. Det er hans lovforslag, og der er ikke nogen tvivl om, at det tilhører ham. Det er hans baby, siger Julia Clark, der er vicedirektør i researchvirksomheden Ipsos.
Præsident Obamas sundhedsreformen har skabt dyb splid i USA, fordi folk tvinges til at sørge for sygesikring, hvilket ifølge kritikere er en krænkelse af grundlæggende borgerrettigheder.
Men de seks mænd og tre kvinder i den amerikanske højesteret gav torsdag grønt lys for reformen, som medfører, at over 32 millioner amerikanere får sygesikring inden 2024. Hvis det ikke sker, vil de blive afkrævet strafafgifter.
/ritzau/Reuters