Lørdag aften blev der både sendt mange tanker og mange penge fra Danmark i retning af de ukrainere, der lige nu er på flugt fra krigen i deres hjemland. Danmarks Radio og TV 2 havde i fællesskab stablet støttekoncerten "Sammen for Ukraine" på benene, som foregik inde på Rådhuspladsen.
Og 165 mio. spyttede danskerne via sms og andet ind, og det var næsten ligeså meget, som der blev indsamlet til "Knæk Cancer" i efteråret.
Udover de 165 mio., så har danskerne allerede doneret hundrede millioner, flere kroner til nødhjælpsorganisationerne, efter at Rusland påbegyndte invasionen af Ukraine.
Charlotte Slente er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og kalder opbakningen "overvældende og rørende".
- De mange indsamlede penge kommer til at gøre en stor forskel for mennesker i nød. Vi kommer til blandt andet at uddele mad, kontanter og medicin. Sikre at mennesker har et sted at sove. Støtte familier og børn, som har set deres hjem blive bombet eller være nødt til at flygte, siger hun i en pressemeddelelse.
Dansk Flygtningehjælp er én blandt 18 nødhjælpsorganisationer, som får del i de indsamlede midler.
Det indsamlede beløb vil ende med at blive endnu højere, idet indsamlingen fortsætter de kommende dage.