De unge, som planlægger at besætte et hus i København i morgen, får nu hjælp fra Enhedslistens ungdomsgruppe Socialistisk Ungdomsfront (SUF).
Organisationen har annonceret 12 demonstrationer i hele landet for på den måde at holde politiet væk fra hovedstaden hvor unge fra gruppen G13 vil besætte en bygning og skabe et nyt ungdomshus.
- Vores lokalafdelinger har anmeldt demonstrationer for at støtte op om G13-aktionen. Men også for at holde politiet beskæftiget, så de ikke allesammen tager til København, siger lokalgruppesekretær Astrid Vang Hansen fra SUF.
G13-aktionen er en ikke-voldelig bz-aktion, som finder sted lørdag, og forventes at tiltrække flere tusinde unge fra hele Danmark, i et forsøg på at omdanne en tom kommunal bygning i Københavns Nordvestkvarter til et ungdomshus.
Politiet har på forhånd advaret aktivisterne om, at besættelsen vil være ulovlig. Samtidig har Københavns Politi indkaldt forstærkninger fra andre kredse, hvis situationen skal udvikle sig i lighed med optøjerne tidligere på året i forbindelse med rydningen af Undomshuset på Nørrebro i København.
De 12 byer hvor SUF vil afholde demonstrationer er Fredericia, Haderslev, Holbæk, Kalundborg, Næstved, Odense, Ribe, Roskilde, Skive, Århus, Aalborg og Hjørring.