Når kalenderen vendes 1. april, har 39 århusianere udsigt til at miste deres kontanthjælp efter den såkaldte 300-timers-regel. Nu ser det imidlertid ud til, at et forslag fra SF og Enhedslisten kommer borgerne til undsætning.
300-timers-reglen trådte i kraft i april 2006, og målet er at få flere i arbejde. Ifølge reglen skal man som kontanthjælpsmodtager arbejde mindst 300 timer om året for ikke at blive trukket i kontanthjælpen, men en række kommuner landet over har valgt at lave jobkurser for at undgå, at folk bliver ramt af reglen. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har nemlig meldt ud, at kontanthjælpsmodtagere fortsat kan få støtte, hvis de er i gang med et uddannelsesforløb, der sigter mod et job. Derfor foreslog SF og Enhedslisten på gårsdagens byrådsmøde, at Århus Kommune opretter jobkurser til de borgere, som risikerer at miste deres kontanthjælp.
»Hovedparten af kommunens kontanthjælpsmodtagere har indvandrerbaggrund, og mange tilhører den tunge ende af kontanthjælpsmodtagerne. Målet med kurserne er selvfølgelig at klæde disse mennesker på til at tage et arbejde,« siger Keld Hvalsø Nedergaard (Ø).
Socialdemokraterne udtrykker sympati for forslaget, men hos Venstre er der ikke opbakning.
»Kommunen tilbyder allerede i dag forløb, der skal gøre folk klar til arbejdsmarkedet. Vi ser forslaget som et forsøg på at omgå lovgivningen, og det vil vi ikke være med til,« siger politisk ordfører Bünyamin Simsek.
Den kritik afvises dog af Keld Hvalsø Nedergaard.
»Vi er ikke ude på at omgå lovgivningen, men vi er ude på at omgå de intentioner, der er i den. Disse folk har brug for hjælp – ikke for en straf,« siger Keld Hvalsø Nedergaard.
Forslaget blev behandlet efter redaktionens slutning, men ifølge sagens parter ville det blive sendt til behandling i Magistraten.