I går måtte mange københavnere hive cyklen ud af skuret, hvis de ville nå på arbejde. Buschaufførerne strejkede en enkelt dag for at vise deres utilfredshed med overenskomstforhandlingerne mellem deres fagforening 3F og Arbejdsgiverforeningen for Kollektiv Trafik (AKT).
Ifølge Ole K. Hansen, faglig sekretær i 3F Frederiksborg og medlem af overenskomstudvalget for Region Hovedstaden, vil tirsdagens strejke ikke have nogen effekt på forhandlingerne, som fortsætter indtil fredag.
Men kommer der ikke et brugbart forligsforslag på bordet dér, kan chaufførerne igen strejke. Sker det, er strejken lovlig og indbefatter også industrien og byggebranchen.
»Forhandlingsperioden kan kun forlænges, hvis man tror, der kan nås et forlig. Det er usandsynligt inden fredag,« mener Ole K. Hansen.
Dermed kan københavnerne muligvis se frem til strejker på blandt andet busdriften og varetransporten. Supermarkederne kan komme til at mangle varer, og tankstationerne får svært ved at få benzinforsyninger.