Københavns Politi var torsdag aften til stede ved Vestre Fængsel, da en større gruppe maskerede personer affyrede fyrværkeri ind mod fængslet.
Det bekræfter central efterforskningsleder i Københavns Politi Kenneth Jensen sent torsdag aften.
Han fortæller, at politiet tilbageholdt 20-30 personer ved fængslet.
Tre personer, der var til stede, blev anholdt. To af dem er sigtet for at overtræde knivloven. En blev sigtet for at udøve vold mod en tjenestemand.
Alle tre er siden blevet løsladt, fortæller Kenneth Jensen.
(Video: Presse-fotos.dk)
Den centrale efterforskningsleder vil hverken be- eller afkræfte, at de maskerede personer har relation til bandemiljøet.
Avisen Ekstra Bladet erfarer dog, at personerne er medlemmer af grupperingen Bandidos, og at de var mødt frem ved fængslet for at hylde deres indsatte brødre.
Vagtchef ved Københavns Politi Henrik Brix fortæller til B.T., at det er set flere gange før, at der bliver fyret fyrværkeri af mod et fængsel på den måde.
Vestre Fængsel ligger i det sydvestlige København. Ifølge Kriminalforsorgen er fængslet med sine 506 pladser Danmarks største arresthus.
/ritzau/