Først i København, Aarhus og Randers og nu muligvis også i Horsens.
Nattelivszonerne er så småt ved at sprede sig ud over landet, efter at det den 1. juli i år blev muligt at forbyde personer, der er dømt for bestemte former for kriminalitet, som eksempelvis vold eller våbenbesiddelse, begået i nattelivet, at bevæge sig ind i det pulserende natteliv.
For politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, Carit Andersen, har ordet en behagelig klang.
- Vi ser selvfølgelig positivt på værktøjet, og har i forvejen et godt samarbejde med kommunen og restauratørerne, og dette værktøj kan være et godt supplement til den indsats, siger han og fortsætter:
- Vi arbejder pt. med en analyse, der skal danne grundlag for vores beslutning, fortæller Carit Andersen til TV2 Østjylland.
Borgmester i Horsens Kommune Peter Sørensen er ligeledes positiv over for den nye lovændring.
- Jeg har den holdning, at hvis det kan øge trygheden for os alle, så giver det mening at indføre det, fortæller han til tv-stationen, og tilføjer, at det er en politimæssig vurdering, om det kan føres ud i livet og praktisk giver mening.
Nattelivszonerne fik sin begyndelse den 14. september i år, da man indførte zonerne i København. Den 27. oktober vil nattelivszonerne også indføres i Aarhus og Randers.
Fakta om nattelivszoner
- Nattelivszoner er en lovændring, der trådte i kraft den 1. juli i år.
- Lovændringen betyder, at personer, der eksempelvis er dømt for vold begået i nattelivet, kan idømmes et forbud mod at besøge barer, bodegaer mv.
- Forbuddet gælder fra klokken 00.00 til 05.00.
- Forbuddet gælder i hele landet.
- Forbuddet kan gælde i op til to år.
- Overtrædelse af forbuddet medfører en bøde på 10.000 kr.
- Gentages overtrædelsen vil straffen som udgangspunkt være fængsel i 30 dage.
Kilde: Østjyllands Politi